Ung jernbag gennem Danmark

20-årige Bastian Dybdal vil forsøge at gennemføre en jernbag i Danmark. Følg med, når turen skydes i gang lørdag 22. juni.

Det kræver balder af stål at køre minimum 1.610 kilometer på motorcykel på maksimalt 24 timer. Derfor ligger navnet ”Jernbag” – på engelsk Iron Butt – da også lige til højrebenet, og det er netop en Jernbag som 20-årige Bastian Dybdal har tænkt sig at køre.

For den unge motorcyklist er det dog ikke prestigen i at køre langt på kort tid, der er hovedformålet med turen. Ifølge Bastian Dybdal handler det for ham om at udfordre de gængse stereotyper, der tit forbindes med det at køre en Jernbag.

”Jeg gør det blandt andet for at vise, at et motorcykeleventyr ikke behøver at foregå på kæmpestore motorcykler,” siger han med reference til, at han skal køre turen på sin egen BMW G 310 GS – en mindre mc på ”kun” 313 kubik og med 34 hestekræfter.

Jernbag er for alle – også unge mennesker
På samme måde vil han også gøre op med, at en Jernbag ikke behøver at blive kørt i udlandet. Derfor bliver Bastian Dybdals Jernbag også udelukkende kørt på danske veje – alle planlagte 1.641 kilometer.

”At køre en Jernbag behøver heller ikke at være langt væk eller at koste mange penge,” siger han og tilføjer: ”Men det vigtigste er nok at vise, at unge mennesker også kan gennemføre sådan en tur”.

Startskuddet til turen lyder lørdag 22. juni klokken otte om morgenen fra hjemmet i Ødum i Østjylland. Hvis man vil vide mere om projektet, kan man klikke ind på Facebooksiden ”Iron Butt - DK”, hvor Bastian Dybdal og faren René Dybdal også vil lægge videoer og billeder op undervejs fra turen.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.