Rallyet starter 5. januar i Jeddah, og i ørkenstaten Saudi-Arabien bliver deltagerne i Dakar rally 2020 udfordret over i alt 7.500 kilometers kørsel. Strækningen inkluderer 5.000 kilometer specialruter, hvoraf fem er længere end 450 kilometer - og i 2020 vil 75% af rallyet bestå af forskellige typer sandruter.
Dakar Rallyet slutter 17. januar i Qiddiya. Her vil Dakar være den første sportsbegivenhed i verdensklasse, der afholdes i byen, der er grundlagt i 2018 og er fokuseret på underholdning og kulturelle begivenheder. Det store kompleks, ligger omkring 40 kilometer fra Riyadh, og omfatter attraktioner som tema- og forlystelsespark, sportsfaciliteter og kunstcentre, som dog først åbnes for offentligheden i 2022.
Allerede 2. januar er der indtjekning af mand og maskiner, og det meste af maskinparken er nu på vej via Det Røde Hav til den saudiarabiske havn Jeddah. Saudi-Arabien strækker sig over mere end to millioner kvadratkilometer – omkring fire gange Frankrigs størrelse. Der er lagt op til seriøs ørkeneventyr for Dakar-deltagerne i 2020, hvor KTM endnu en gang stiller op og forsvarer Dakar-titlen, som Honda så brændende ønsker at vriste fra dem.