Mange europæiske motorcyklister har ikke fået brugt deres motorcykel så meget, som de kunne ønske her i foråret, og kommer givetvis ikke til det nogle uger endnu. Om det er fordi, man selv er syg af coronavirus, fordi man deler husstand med folk i øget risiko eller er blevet opfordret, i nogle lande beordret, til at blive hjemme, har mange tohjulere stået stille siden 1. marts.
For at kompensere for det, tilføjer Yamaha nu tre måneders ekstra fabriksgaranti til alle de motorcykler, hvis garanti ellers ville udløbe i perioden 1. marts til 31. maj 2020. Dette er også for at hjælpe de Yamaha-ejere, der ikke har kunnet få udført garantireparationer i samme periode, fordi flere forhandlere og værksteder har holdt lukket.
Så har man en Yamaha, der skal have udbedret fejl, inden fabriksgarantien udløber her i foråret, er der nu altså lidt ekstra tid at løbe på – men kontakt dit lokale Yamaha-værksted og få booket tid hurtigst muligt alligevel.