Bestyrelsen 2018

Portræt af bestyrelsen

Bestyrelsen kan kontaktes via klubbens kontor eller direkte på bestyrelsen@mctc.dk
Formanden og bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen.

 

 

 

Formand
Jørn Winding
Årgang 1959, er bosiddende i Varde og far til 2 børn. Har senest arbejdet med fjernvarme og vandforsyning i Varde/Esbjerg. Har de sidste 37 år kørt Europa tyndt på diverse mc`er, for nuværende den lykkelige ejer af en BMW K1 samt en lille Yamaha offroader. Medlem af MCTC siden 1982. MCTC bestyrelsesmedlem af to gange, først gang 1988-89. Efter et længere ophold i Grønland og Australien genindvalgt i 1993. MCTC`s repræsentant i motorcyklisternes europæiske interesseorganisation FEMA siden 1999. Formand for MCTC siden 2001, senest genvalgt i 2017.

 

 

Næstformand
Lene Michelsen
Er fra 1959 og får råd til at køre mc via sit job som regnskabschef. Bor i Farum og er gift med Peter, der også kører mc. Har kørt mc siden 1978, de første år med pauser af forskellig varighed, nuværende mc er en BMW F 700 GS, der afløste en Triumph Street Triple og før den en trofast Suzuki RF 600. Har været så langt sydpå som Portugal og så langt nordpå som Nordkap samt en tur på Cuba på mc. Medlem af MCTC siden engang i starten/midten af 80'erne, været i MCTC's bestyrelse siden 2001, næstformand siden 2002. Senest genvalgt i april 2018. Er engageret i det, der handler om færdselssikkerhed og har repræsenteret MCTC i Færdselssikkerhedskommissionen i 10 år. Repræsenterer for nærværende MCTC i Sikker Trafik (tidl. Rådet for Større Færdselssikkerhed).

 

 

Bestyrelsesmedlem
Klaus Brandt
Er pensioneret skoleleder og født i 1952. Har kørt motorcykel siden 1970 (engelske, italienske, tyske og japanske). Har pt. en BMW R 1200 GS Adventure. Medlem af MCTC fra 1981. Har været med til at arrangere forskellige aktiviteter i MCTC. Nyder den travle pensionisttilværelse med bl.a. langture på motorcykel. For eksempel til Tyrkiets sydkyst og Normandiet til D-dagsjubilæum. Bestyrelsesmedlem fra 2006 og senest genvalgt i 2014.

 

Bestyrelsesmedlem
Birger H. Christiansen
Jeg er en årgang 1957. Jeg bor i Vissenbjerg sammen med min hustru Solveig. Børnene er alle er fløjet fra reden, og nu har vi tid til at nyde naturen fra motorcyklen. Jeg har kørt mc siden 2005 og været medlem af MCTC lige så længe. Efter at have været ejer af flere motorcykler står der nu en Honda Goldwing 1800 i garagen. Den bruges flittigt til daglige ture til arbejdet, ugentlige klubture med den lokale MC klub, weekendture rundt i Danmark samt ferieture i Europa. Solveig er ivrig bagsædepassager, og sammen nyder vi mc livets glæder og oplevelser. Vi holder af motorcyklisters mangfoldighed og venlighed, og nyder samværet og fællesskabet her.

 

 

Bestyrelsesmedlem
Jan Kaae
Den tidligere selvstændige entreprenør er fra 1956, og har arbejdet som brolægger og anlægsgartner i godt 30 år. Er nu pedel medhjælper, på en folkeskole i Odder og er gift med Tina. Har kørt mc siden sidst i 80’erne, de sidste 15 år med sidevogn hele året. Om sommeren bliver der kørt bjergkørsel på en Vmax 1200 med Wing vogn, i Alperne eller Pyrenærene. Hverdags- og vintercykel er en XJ 900 med Mjølner vogn. Jeg er nyt medlem af MCTC, da medlemskabet altid har stået i Tinas navn. Jeg er æresmedlem af Dansk Sidevognsklub, pga. min indsats for at få ændret registreringsafgift-loven, således at der nu ikke skal betales ny afgift af hele køretøjet, ved på- eller afmontering af en sidevogn. Er engageret i at trykke de myndigheder på maven, som besværliggør vort liv som motorcyklister, med eller uden sidevogn, samt Campens udvikling.

 

 

Bestyrelsesmedlem
Kim Jönsson
Er indtrådt i bestyrelsen den 2. juli 2017. Bor i Farum. Har været medlem af MCTC siden 2005. Ernærer sig primært som chauffør. Kører kineser, Geely 150, som de seneste år stort set upåklageligt har bragt ham fra A til B i Storkøbenhavnsområdet. Skal han længere eller nyde lidt køreglæde, bliver det på Suzuki Intruder C 800, der er   både sjovere og sikrere. Og det bliver til flere og flere kilometer, nu hvor datteren er flyttet hjemmefra, og faren blot behøver at tænke på sig selv.

 

Bestyrelsesmedlem
Kasper Kjærsgaard
Fra 1962 er ”velsignet med ingen børn”. Bor pt. på Lolland, men har rod i Silkeborg. Startede motorcykellivet i 1980 på en "voldtunet" 72'er Honda 750 (928 cc), der var monteret med forgaffel og hjul fra en Yamaha XS 750. Der har i tidens løb været en lind strøm af diverse motorcykler fra Yamaha RD 350'ere over Yamaha XJ 650 Turbo til en Triumph Trident T160. I øjeblikket er det en Suzuki DL 1000 V-Strom, der er genstand for afbetalingerne! Bortset fra et smut til Nordkap ikke gjort i at køre decideret touring, men har hygget sig med at ”fjumre rundt i det hjemlige” og med små afstikkere til grænseområderne i nabolandene. Medlem af MCTC siden november 1990 og bestyrelsen siden 2006 (var suppleant i 2005), genvalgt til bestyrelsen i 2013 - og blev suppleant igen i 2017.

 

Suppleanter
Suppleanterne til MCTC’s bestyrelse er på valg hvert år. De er ikke egentlige medlemmer af bestyrelsen. Der er dog tradition for, at de deltager i bestyrelsesarbejdet, men uden stemmeret de få gange, det kommer til afstemninger i bestyrelsen.

 

Suppleant
Jon Hofberg
Blev født i England i 1948 og fik sin første motorcykel som 16-årig. Har været en ivrig motorcyklist lige siden. Flyttede til Danmark i 1986 og drev en motorcykelreservedels en-gros-forretning i mange år. Har været ejer af mange forskellige motorcykler i løbet af årene, og har prøvet alt fra trackdays til trial. Er desuden fortaler for, at alle burde tage opfriskende kørekurser hvert år. Ejer i øjeblikket en Honda NC750XA, som bringer ham rundt i hele Europa.

 

Suppleant
Ralph Mølders
Årgang 1955, pensioneret efteråret 2017 efter 4 år ved Forsvaret, 1 år som rejseleder og 40 års ansættelse ved DSB. Bor single sammen med mine husdyr i Ringsted. Bortset fra et år i ungdommen, har jeg kun kørt motorcykel siden 2000, blev her samtidig medlem af MCTC. Kører Honda CX, har to par velkørende af slagsen. Sydpå har jeg kørt flere gange i Tyskland og Luxembourg, nordpå mange gange i Sverige, Norge, Finland og Island – inklusive Gotland, Ålandsøerne, Nordkap og Svalbard. Sommeren 2018 venter Dolomitterne forude. De fleste lange ture er foregået solo.