Bestyrelsen 2019

Portræt af bestyrelsen

Bestyrelsen kan kontaktes via klubbens kontor eller direkte på bestyrelsen@mctc.dk
Formanden og bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen.

 

 

Formand
Lene Michelsen
Er fra 1959 og får råd til at køre mc via sit job som regnskabschef. Bor i Farum og er gift med Peter, der også kører mc. Har kørt mc siden 1978, de første år med pauser af forskellig varighed, nuværende mc er en BMW F 700 GS, der afløste en Triumph Street Triple og før den en trofast Suzuki RF 600. Har været så langt sydpå som Portugal og så langt nordpå som Nordkap samt en tur på Cuba på mc. Medlem af MCTC siden engang i starten/midten af 80'erne, været i MCTC's bestyrelse siden 2001, næstformand siden 2002. Senest genvalgt i april 2018. Er engageret i det, der handler om færdselssikkerhed og har repræsenteret MCTC i Færdselssikkerhedskommissionen i 10 år. Repræsenterer for nærværende MCTC i Sikker Trafik (tidl. Rådet for Større Færdselssikkerhed).

 

Næstformand
Claus Elsborg
Lige rundet 60 år og har kørt mc siden jeg var 17 år – indtil min far opdagede det, så blev min Honda 550 Four låst fast til garagegulvet, indtil den store dag oprandt. Siden har jeg afprøvet Suzuki 750 gse, Yamaha xv1000, Yamaha fj 1200, BMW k100rs, og nu BMW k1200 rs – gerne touring i Europa med Grækenland som den hidtil fjerneste destination. Ellers er det en smuttur til Formel 1, le Mans eller en skøn weekend i en af Europas mange skønne byer med go' vin, øl, mad, kunst og anden kultur. Jeg er bosat på skønne Samsø og ernærer mig som selvstændig kognitiv coach, mindfulness instruktør og med CBD-forhandling, efter tidl. at have været forstander i psykiatri & handicap, samt efterskoleforstander, før det 34 år i statens tjeneste. I bestyrelsen vil jeg være aktiv og bruge alle mine kompetencer inden for arb.mark.miljø, medarbejdertrivsel, ledelse og strategisk organisationsudvikling, og så står MC Touring Camp mit hjerte meget nær.

 

 

Bestyrelsesmedlem
Klaus Brandt
Er pensioneret skoleleder og født i 1952. Har kørt motorcykel siden 1970 (engelske, italienske, tyske og japanske). Har pt. en BMW R 1200 GS Adventure. Medlem af MCTC fra 1981. Har været med til at arrangere forskellige aktiviteter i MCTC. Nyder den travle pensionisttilværelse med bl.a. langture på motorcykel. For eksempel til Tyrkiets sydkyst og Normandiet til D-dagsjubilæum. Bestyrelsesmedlem fra 2006 og senest genvalgt i 2014.

 

Bestyrelsesmedlem
Birger H. Christiansen
Jeg er en årgang 1957. Jeg bor i Vissenbjerg sammen med min hustru Solveig. Børnene er alle er fløjet fra reden, og nu har vi tid til at nyde naturen fra motorcyklen. Jeg har kørt mc siden 2005 og været medlem af MCTC lige så længe. Efter at have været ejer af flere motorcykler står der nu en Honda Goldwing 1800 i garagen. Den bruges flittigt til daglige ture til arbejdet, ugentlige klubture med den lokale MC klub, weekendture rundt i Danmark samt ferieture i Europa. Solveig er ivrig bagsædepassager, og sammen nyder vi mc livets glæder og oplevelser. Vi holder af motorcyklisters mangfoldighed og venlighed, og nyder samværet og fællesskabet her.

 

 

Bestyrelsesmedlem
Jan Kaae
Den tidligere selvstændige entreprenør er fra 1956, og har arbejdet som brolægger og anlægsgartner i godt 30 år. Er nu pedel medhjælper, på en folkeskole i Odder og er gift med Tina. Har kørt mc siden sidst i 80’erne, de sidste 15 år med sidevogn hele året. Om sommeren bliver der kørt bjergkørsel på en Vmax 1200 med Wing vogn, i Alperne eller Pyrenærene. Hverdags- og vintercykel er en XJ 900 med Mjølner vogn. Jeg er nyt medlem af MCTC, da medlemskabet altid har stået i Tinas navn. Jeg er æresmedlem af Dansk Sidevognsklub, pga. min indsats for at få ændret registreringsafgift-loven, således at der nu ikke skal betales ny afgift af hele køretøjet, ved på- eller afmontering af en sidevogn. Er engageret i at trykke de myndigheder på maven, som besværliggør vort liv som motorcyklister, med eller uden sidevogn, samt Campens udvikling.

 

 

Bestyrelsesmedlem
Kim Jönsson
Er indtrådt i bestyrelsen den 2. juli 2017. Bor i Farum. Har været medlem af MCTC siden 2005. Ernærer sig primært som chauffør. Kører kineser, Geely 150, som de seneste år stort set upåklageligt har bragt ham fra A til B i Storkøbenhavnsområdet. Skal han længere eller nyde lidt køreglæde, bliver det på Suzuki Intruder C 800, der er både sjovere og sikrere. Og det bliver til flere og flere kilometer, nu hvor datteren er flyttet hjemmefra, og faren blot behøver at tænke på sig selv.

 

Bestyrelsesmedlem
Kasper Kjærsgaard
Født i 1962. Arbejder som kvalitetstekniker ved MHI Vestas i Nakskov. Har kørt mc siden ’79 og været medlem af MCTC siden november 1990 og bestyrelsen siden 2006 (var suppleant i 2005). Har ejet flere forskellige mc fra Europa og Japan, og de sidste 11 år er transporten med stor fornøjelse foregået på en Suzuki DL 1000 V-Strom.

  

Suppleanter
Suppleanterne til MCTC’s bestyrelse er på valg hvert år. De er ikke egentlige medlemmer af bestyrelsen. Der er dog tradition for, at de deltager i bestyrelsesarbejdet, men uden stemmeret de få gange, det kommer til afstemninger i bestyrelsen.

 

 

Suppleant
Kenn Ansbjerg Jørgensen
Født i 1965. Sygemeldt Process Engineer efter 8 år hos LEGO. Har ellers været beskæftiget indenfor levnedsmiddelindustrien i mange år. Jeg har kørt MC siden 1983 dog med et lille afbræk på 5 år, hvor jeg kørte snescooter i Grønland. Jeg har ejet flere motorcykler med og uden sidevogn lige fra 125 ccm til min nuværende Kawasaki ZX-14R som jeg har været så letsindig at montere en trailer på. Ikke kønt men meget praktisk til luksuscamping. Jeg har siddet med i arrangørgruppen for MCTC Børnetræf i 23 år og tidligere i en årrække været instruktør på kørekurser hos mc-sikkerhed.dk. Min kone Ulla og jeg er fastliggere på Touring Camp, hvor vi er bedre kendt som Grønne KAJ & Det mig Andrea.

  

Suppleant
Ralph Mølders
Årgang 1955, pensioneret efteråret 2017 efter 4 år ved Forsvaret, 1 år som rejseleder og 40 års ansættelse ved DSB. Bor single sammen med mine husdyr i Ringsted. Bortset fra et år i ungdommen, har jeg kun kørt motorcykel siden 2000, blev her samtidig medlem af MCTC. Kører Honda CX, har to par velkørende af slagsen. Sydpå har jeg kørt flere gange i Tyskland og Luxembourg, nordpå mange gange i Sverige, Norge, Finland og Island – inklusive Gotland, Ålandsøerne, Nordkap og Svalbard. Sommeren 2018 venter Dolomitterne forude. De fleste lange ture er foregået solo.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.