Af Daniel Bohnsen / 10-01-2024

Daytona-navnet har været del af Triumphs modelprogram on and off siden 1960'erne, men efter 675-modellen udgik i 2017, har navnet været forbeholdt Moto2-raceren Daytona 765 og de specialmodeller til gaden, der er lavet med udgangspunkt i den. Fra i år kommer Daytona-navnet dog igen til at indgå som fast del af modelprogrammet i form af den nye Triumph Daytona 660.

 

Mindre sport, mere komfort

Som navnet måske afslører, er den nye Daytona baseret på samme platform som Trident 660 og Tiger Sport 660. Det betyder en trecylindret rækkemotor på 660 kubik, der dog i Daytona-modellen er monteret med hidsigere udstødning og hævet fra 81 hk og 64 Nm til 95 hk og 69 Nm. Det placerer den lige på maksgrænsen for, hvad man må drosle til A2-kørekort, og Daytona fås derfor også i en version begrænset til 35 kW.

Selvom det bestemt er anvendelige kræfter til den køreklare vægt på 201 kg, er det også mindre sport-fokuseret end de seneste årtiers Daytona-modeller, der var regulære supersports-racere. Det medfører til gengæld højere komfort og en maskine, der trives bedre på offentlig vej, med 810 mm sædehøjde og hævet clip-on styr for en mere opret men stadig engagerende kørestilling. 

 

Hæderligt udstyrsniveau

Andre fordele i hverdagsbrug er ABS og traction-control (dog desværre uden kurve-funktion), køreprogrammer til Sport, Road og Rain samt instrumtering med LCD/TFT-skærmskombination og mulighed for mobilopkobling med sving-til-sving-navigation som ekstraudstyr. Blandt ekstraudstyret finder man også op/ned quickshift samt varmehåndtag, mens fartpilot ikke p.t. udbydes.

De øvrige specifikationer tæller Showa SFF-BP USD-forgaffel og monoshock-bagfjeder med justerbar forspænding samt radialmonterede bremsecalipre med fire stempler fortil, der ifølge Triumph giver en agil og dynamisk køreoplevelse. Det glæder vi os til at afprøve i et af de kommende numre af MCTC-magasinet, og du kan også selv prøve en tur, når den kommer til Danmark senere i år til priser fra 126.995 kroner!

Læs også

Nye 400'er: Triumph laver dobbeltsats i A2-klassen

Triumph præsenterer ny Tiger 1200-familie

Ny Tiger til mellemklassen