Opdateret 6. november 2021
Royal Enfield har eksisteret siden 1901 – altså 120 år her i 2021 – og dét markerer mc-producenten med et opsigtsvækkende stunt.
I løbet af 39 dage vil Royal Enfield nemlig forsøge at nå den geografiske sydpol fra Ross-isbræmmen, Antarktis største isbræmme, via Leverett-gletsjeren og til sidst Amundsen-Scott South Pole station – en rejse på 770 kilometer.
Ekspedition, som har fået navnet "90° SOUTH - Quest for the Pole", skal foregå på to ekspeditionsforberedte Himalayan-motorcykler og begynder officielt 26. november 2021 i Cape Town, Sydafrika. Herfra vil de to Royal Enfield-kørere, Santhosh Vijay Kumar og Dean Coxson, stævne ud mod Ross-isbræmmen, hvor ekspedition for alvor begynder.