Af MCTC / 13-05-2024

MCTC-magasinet #03 | 2024 er det foreløbigt sidste magasin, som PostNord kommer til at omdele til foreningens mange medlemmer landet over. MCTC har nemlig fået en ny, billigere og bedre aftale på plads med FK Distribution, der fra og med magasin #04 | 2024 kommer til at stå for omdeling af MCTC-magasinet.

Som medlem kommer du ikke til at opleve den store ændring, idet magasinet fortsat bliver leveret direkte i din postkasse, præcis som det plejer. Forskellen er, at magasinet fremover bliver omdelt sammen med reklamer – såkaldt ”adresseret omslag” – men har man fravalgt reklamer via Nej Tak-ordningen, skal man ikke bekymre sig. I så fald bliver magasinet selvfølgelig også omdelt – blot i et omslag uden reklamer. Udgivelsesdatoerne for MCTC-magasinet i 2024 forbliver i udgangspunktet også de samme som hidtil.

Den mest mærkbare forskel bliver dog, at magasinet i samme ombæring skifter fra den efterhånden velkendte hvide kuvert til foliering bestående af genbrugsplast. Dét skulle gerne være med til at sikre, at endnu flere medlemmer får et knastørt, knaldgodt magasin leveret i postkassen uanset vind, vejr og årstid. "Med den nye distributionsaftale sikrer vi både foreningen en væsentlig årlig besparelse, og samtidig får medlemmerne forhåbentlig færre problemer med våde magasiner. Det tilsammen synes vi er stærke argumenter for et skifte nu," siger MCTC's direktør, Hans Jørgen Hansen.

Mangler magasinet? Giv os besked

Al begyndelse er svær. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og i overgangsfasen med den nye distributør vil der kunne opstå leveringsproblemer. MCTC opfordrer derfor som altid medlemmer til at rette henvendelse via e-mail til info@mctc.dk, hvis magasinet skulle udeblive eller ved andre klager i forbindelse med den nye omdeling. Husk at oplyse dit MCTC-medlemsnummer, som fremover ikke vil fremgå af magasinets indpakning, da kuverten som nævnt erstattes af gennemsigtig foliering.

Som MCTC-medlem kan du dog altid finde dit medlemsnummer på din årlige kontingentopkrævning eller i din netbank/e-Boks, såfremt du er tilmeldt Betalingsservice.

MCTC-magasinet #04 | 2024 udkommer i midten af juni. Er du endnu ikke medlem, men ønsker at modtage magasinet og få glæde af alle de andre medlemsfordele? Så meld dig ind i Danmarks største motorcykelfællesskab med det samme. Det koster kun 360 kroner årligt.

Bliv en del af MCTC

Læs også

Mangler magasinet?

#04 | 2024: Nyt nummer ude nu

Nye MCTC-kørekurser i hele landet