Af Christian Friis / 20-01-2021

Tilbage i november 2020 lancerede Motorstyrelsen en ny applikation til smarttelefoner, den såkaldte Ejerskifte-app, for at gøre det hurtigere og mere sikkert for privatpersoner at omregistrere køretøjer ved køb/salg.

Appen har dog en væsentlig mangel: Den virker kun for køretøjer underlagt periodisk syn.

Dermed er det ikke muligt at omregistrere eksempelvis motorcykler – en fejl som MCTC gjorde Motorstyrelsen opmærksom på allerede kort efter lanceringen.

Dengang oplyste Motorstyrelsen, at man arbejdede på at løse problemet hurtigst muligt. Men her i slutningen af januar 2021 er problemet fortsat ikke blevet løst.

"Når der er gået lidt længere tid med opdatering af appen end forventet, skyldes det tekniske og ressourcemæssige udfordringer samt en prioritering af opgaver i forbindelse med implementering af de nye afgifter på køretøjer," skriver Motorstyrelsen i et svar til MCTC.

Ny og kortere frist for omregistrering øger behovet for funktionel app

En Ejerskifte-app, hvor man også kan omregistrere motorcykler, er dog ikke blevet mindre aktuel siden lanceringen i november 2020.

Fra 1. januar 2021 skal alle køretøjer nemlig omregistreres indenfor fire hverdage ved handler. Tidligere var fristen tre uger. Det gælder både for virksomheder og private.

Derfor har en Ejerskifte-app, hvor man også kan omregistrere motorcykler, stor betydning for købere og sælgere af motorcykler – hvilket MCTC også har påpeget overfor Motorstyrelsen, som 18. januar 2021 oplyser følgende:

"Udviklings- og forenklingsstyrelsen tester i øjeblikket en opdatering af appen, og hvis den test får det ønskede resultat, kan der foretages ejerskifte af motorcykler indenfor fire-fem uger".

MCTC følger sagen nøje og bringer seneste nyt om Ejerskifte-appen her på siden.

Læs også

Kørekort-app sætter rekord

Kørekort-app er klar til download

(Opdateret) Hurtigere og mere sikkert ejerskifte