MC nyheder

Endnu mere "R" til Fireblade

  • 195893_2020_HONDA_CBR1000RR-R_SP.jpg
  • 195881_2020_HONDA_CBR1000RR-R.jpg
  • 195882_2020_HONDA_CBR1000RR-R.jpg
  • 195883_2020_HONDA_CBR1000RR-R.jpg
  • 195884_2020_HONDA_CBR1000RR-R.jpg

Hondas nye Fireblade, som blev præsenteret på EICMA 2019, har fået tilføjet et ekstra ”R” og hedder nu CBR 1000 RR-R – den mest rasende Fireblade til dato.

Bedst som man troede, at der ikke kunne stoppes flere R’er i Fireblade-navnet, har Honda valgt at tilføje endnu et. Den nyeste udgave af Hondas ekstreme gade-racer hedder derfor ikke længere CBR 1000 RR, men derimod CBR 1000 RR-R.

Hvis dén udvikling fortsætter, kan vi meget vel se frem til en CBR 1000 RR-RR, næste gang Honda sender en ny Fireblade på gaden. Herefter vil det så blive til CBR 1000 RR-RRR, CBR 1000 RR-RRRR, CBR 1000 RR-RRRRR og … Nej, lad os bare stoppe her – you get the picture.

De mange R’er til trods så er den nye Fireblade faktisk ikke så ringe, som denne introduktion måske kunne antyde. Det var nemlig ikke uden grund, at CBR 1000 RR-R blev præsenteret under stor ståhej til årets EICMA-messe i Milano.

Stærkeste Honda-firer nogensinde

Som sine forgængere har den nye gadevenlige Fireblade hentet inspiration fra race-verdenen og nærmere bestemt Hondas MotoGP-maskine RC 213 V samt RC 213 V-S – hvilket det nye design og (HRC)farvevalg da også afslører.

Den største overraskelse finder vi midlertidig i hjertet af CBR 1000 RR-R: En nyudviklet rækkefirer på 999,9 kubik med input fra Hondas MotoGP-program (samme boring og slaglængde som RC 213 V-S). Motoren genererer nu hele 160 kW (218 hk) ved 14.500 o/min og yder et moment på 113 Nm ved 12.500 o/min.

Selvom det er 1 Nm mindre end den ”gamle” Fireblade, er hestekræfterne til gengæld øget med 26 af slagsen. Og det gør faktisk Firebladens motor til den mest kraftfulde rækkefirer, Honda nogensinde har lavet til brug på gaden.

Den nye CBR 1000 RR-R fås i røde HRC-inspirerede farver eller matsort lakering.

Forbedringer over hele linjen

Med de ekstra heste følger en række opgraderinger i forhold til den hidtidige Fireblad. Throttle By Wire er eksempelvis blevet forstærket for bedre føling med motorcyklen, og de tre køreprogrammer giver dig mulighed for at ændre Power, Engine Brake, Wheelie Control og det nu optimerede Honda Selectable Torque Control (HSTC). Start Mode (launch control) er også standard-udstyr.

CBR 1000 RR-R byder også på nyt alu-stel, en længere dobbeltsidet alu-bagsvinger og et bredere bagdæk  (200/55-ZR17). Affjedringen består af Showa 43 mm Big Piston Fork (BPF) og Showa BFRC-L-bagstøddæmper, mens nye radialmonterede 4-stemplede bremsecalipre fra Nissin (fortil) og 2-stemplet Brembo-caliper bagerst med justerbar sports-ABS sørger for maksimal bremseeffekt.

Blandt forbedringerne er desuden ny seks-akset måleenhed, som også kontroller den nye elektroniske styrdæmper (HESD, rod-type 3-level), MotoGP-”winglets” for at øge downforce og forbedre bremse-stabiliteten, 5” TFT-display med dertilhørende 4-vejs-kontakt på venstre clip-on samt Hondas Smart Key-system (nøglefri tænding), der nu kommer som standard.

En titanium-potte fra Akrapovic og to nye farvetemaer – enten HRC-inspireret rød eller matsort lakering – har også fundet vej til CBR 1000 RR-R, og den samlede køreklare vægt lander på bare 201 kilo.

SP-versionen, som ses på billedet ovenfor, kan blandt andet kendes på den
guld-anodiserede Öhlins-forgaffel.

Hvad skal den koste?

Traditionen tro og ligesom sin forgænger (CBR 1000 RR) fås den nye Fireblade også i en mere eksklusiv SP-udgave med blandt andet Brembo Stylema-calipre og anden generations semi-aktiv elektronisk Öhlins-affjedring (S-EC) med 43 mm Öhlins NPX-forgaffel og Öhlins TTX36 S-EC-bagstøddæmper. Quickshift er desuden standard på CBR 1000 RR-R SP.

Pris og levering i Danmark er endnu ukendt, men den danske Honda-importør forventer CBR 1000 RR-R (og SP) på lager i marts 2020. Til sammenligning koster den ”gamle” Fireblade 285.985 kroner eller 371.985 kroner i SP-udgaven, hvorfor vi nok skal forvente en pris på omkring 300.000 kroner for den nye CBR 1000 RR-R i standardversionen.

Indtil den nye Fireblade lander herhjemme, kan man med fordel se Repsol Hondas Marc Márquez prøve kræfter med den i videoen nedenfor. God fornøjelse.

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.