Af Christian Friis / 16-02-2026

Foto: Bergen MC Klub

Som omtalt i årets første MCTC-magasin kan man i 2026 tage færgen fra Bergen i Norge direkte til Isle of Man. Dedikerede med-motorcyklister i Bergen MC Klub har nemlig valgt at gentage sidste års succes, hvor de lejede det gamle Hurtigruten-skib ved navn Nordstjernen med 150 pladser – og sejlede til Isle of Man TT 2025.

Bergen MC Klub har nu igen lejet Nordstjernen, men i år bliver det dog ikke bare til én tur til Isle of Man, men hele to af slagsen. Den ene er til Isle of Man TT i juni 2026, og den anden er til Isle of Man Classic TT og Manx Grand Prix i august 2026.

Fælles for begge ture er, at der er 150 pladser. Sejladsen tager omkring 2,5 døgn hver vej, og man er 4,5 dage i land på Isle of Man. Prisen ligger på 17.000-23.500 norske kroner per person afhængig af kahyttype, hvilket omregnet svarer til 10.500-15.000 danske kroner. Med i prisen er – foruden selve sejladsen – helpension begge veje og indkvartering ombord med morgenmad, når skibet ligger i kaj ved Isle of Man. Dermed kan man spare udgifter til overnatning på øen – som i øvrigt kan være svært overhovedet at booke. Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen.

 

Danskere, der vil med på turen til Isle of Man, kan med fordel tage færgen fra Hirtshals til Bergen. Herfra er der kun 10 minutters kørsel til havnen, hvor Nordstjernen sejler fra. Billedet her er fra turen i 2025.

Tag motorcyklen med

Ønsker man at medbringe sin motorcykel på "båden", er dette også en mulighed for en merpris på 5.000 norske kroner. Der er i alt 25 mc-pladser til rådighed, og det er "først til mølle". Da motorcykler bliver løftet på land med kran, skal det dog være motorcykler af "normal" størrelse, oplyser Bergen MC Klub, som også beretter om følgende:

"Nordstjernen er udstyret med stor bar og masser af plads på dækket til dem, der kan lide at sidde udenfor. Lidt over halvdelen af kahytterne har bruser og toilet – ellers er der fællesfaciliteter på gangen. Nogle kahytter er udvendige, nogle indvendige. Der er køjesenge, ikke dobbeltsenge. De fleste kahytter er til to personer, men der er også nogle få 3- og 4-personers-kahytter. 4-personers kahytterne har dog en del propelstøj! Båden er fredet af det norske kulturarvsministerium, så kahytterne opretholder standarden fra 1956".

Afgang fra Bergen til TT’et i juni er 29-05-2026 cirka klokken 17, ankomst retur i Bergen er 08-062026 om formiddagen. Afgang fra Bergen til Manx i august er 21-08-2026 cirka klokken 17, ankomst retur i Bergen er 31-08-2026 om formiddagen. Interesserede skal sende en e-mail til iom@bmck.no, hvorefter man får tilsendt en komplet invitation på e-mail. Bemærk igen at der kun er 150 pladser til rådighed. Nedenfor kan du se video fra turen i 2025.

 

Stilbillede af video til forhåndsvisning

Læs også

Motorshow for 10. gang

Eicma 2025 for fuld skrue

Motorcyklernes Dag i Herning