MC nyheder

H-D skal selv holde balancen

  • Selvbalancerende Harley-Davidson MCTC 2.jpg
  • Selvbalancerende Harley-Davidson MCTC 7.jpg
  • Selvbalancerende Harley-Davidson MCTC 6.jpg
  • Selvbalancerende Harley-Davidson MCTC 5.jpg
  • Selvbalancerende Harley-Davidson MCTC 3.jpg

En patentansøgning har afsløret, at Harley-Davidson arbejder på et nyt system, der skal gøre det lettere at holde deres tunge touringmaskiner på hjulene ved lave hastigheder.

Harley-Davidson har som bekendt problemer med dalende salgstal, efterhånden som deres traditionelle kundebase bliver for gamle til at køre motorcykel, og yngre målgrupper finder de store cruisere intimiderende eller uinteressante. En ny patentansøgning, som vores kollegaer ved cycleworld.com har gravet frem, viser dog, at amerikanerne arbejder på en løsning, der skal gøre de tunge maskiner mere tilgængelige for både ældre og nye motorcyklister.

Tohjulet linedanser
Det er især ved trillefart i byen eller på parkeringspladsen, at motorcykler på 400+ kilo kan være noget af en håndfuld for unge motorcyklister uden så meget erfaring eller ældre motorcyklister med mindre smidighed og styrke i benene. Derfor er Harley-Davidson i gang med at udvikle et system, der skal forhindre motorcyklen i at vælte, ved hjælp af et mekanisk gyroskop.

Systemet bruger et gyroskop med roterende svinghjul til at holde motorcyklen oprejst ved lav fart.

I modsætning til de digitale gyrosensorer, der eksempelvis sidder i IMU-enheder på moderne motorcykler, er her altså tale om et fysisk svinghjul i en kardansk ophængning, der roterer med 10.000-20.000 o/min ved hjælp af en lille elektrisk motor. Ved de fleste hastigheder kan gyroskopet bevæge sig frit, så kørslen ikke påvirkes af andet end den ekstra vægt, men under omkring 5 km/t låses den ene akse, så svinghjulets rotation kan bruges til at modvirke hældning til den ene eller anden side.

Kan eftermonteres
Hvornår og hvor meget gyroskopet skal kompensere for at holde motorcyklen oprejst udregnes af en lille computer med hældningssensorer, der i teorien burde kunne holde motorcyklen på hjulene helt af sig selv, indtil farten overstiger 5 km/t og systemet kobles fra, så man er fri til at læne sig ind i sving uden indgriben udefra.

Det er designet til at passe i H-D's originale topboks, så i princippet kan det eftermonteres på ældre modeller.

Det smarteste er dog, at hele systemet er samlet i én stor pakke – altså både gyroskop, elmotor, sensorer og computeren, så den eneste tilslutning, der reelt er nødvendig fra motorcyklen, er strøm. Derudover er det designet til at kunne passe i Harley-Davidsons egen topboks, så der ikke skal et stort indgreb til for montere det på en motorcykel.

På nyere modeller kan gyro-computeren modtage data om hastighed fra motorcyklens ABS-sensor, men patentet viser også mulighed for indbygget gps-system, der altså kan udregne motorcyklens hastighed af sig selv. Det vil betyde, at det automatiske balance-system i princippet kan monteres på selv gamle Harley-Davidson-modeller med topboks, hvilket gør teknologien endnu mere afgørende for det amerikanske mærke.

Hvornår Harley-Davidson håber at have systemet klar, og om det overhovedet når til produktionsstadiet, er endnu uvist, men idéen er meget spændende, og vi følger naturligvis sagen.

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.