Hvis man som kvindelig motorcyklist har været på udkig efter nyt motorcykeltøj og udstyr, har man i flere år kunnet køre forbi Moto Lounge på Fyn. Men fra 26. oktober 2025 er det ikke længere en mulighed, da Moto Lounges fysiske showroom lukker.
Dét oplyser indehaver Raimonda Grigaite-Kjeldsen i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at beslutningen sker på grund af, at hun og familien starter et nyt kapitel på Island. "Det er vemodigt. Showroomet har været en stor del af vores historie – fyldt med grin, venskaber og stærke kvinder. Men det her er ikke en afslutning, det er bare et nyt sving på vejen," lyder meldingen.
For selvom de fysiske døre nu lukker, så fortsætter Moto Lounge ufortrødent online på moto-lounge.dk – og ifølge pressemeddelelsen med det "samme nøje udvalgte sortiment af sikkert, stilfuldt og komfortabelt motorcykeltøj til kvinder" og ikke mindst "den personlige service, virksomheden er kendt for".
I forbindelse med lukningen afholdes der afslutningsudsalg med efter sigende store rabatter, da alt i showroomet skal væk.