Fredag 4. december 2020 blev Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten enige om en ny politisk "aftale om grøn omstilling af vejtransporten".
Målet med aftalen er blandt andet at sikre 775.000 grønne biler og en reduktion af drivhusgasserne på mere end to millioner ton i 2030.
Men aftalen handler ikke kun om grønne køretøjer og nye registreringsafgifter for biler og motorcykler. Med den nye aftale bliver der også gjort op med det såkaldte "originalitetskrav" – altså at veterankøretøjer skal fremtræde som ved første indregistrering – hvilket mange veterankøretøjsejere har efterspurgt.
I teksten til "aftale om grøn omstilling af vejtransporten" er ordlyden således:
"Aftalepartierne er enige om at afskaffe originalitetskravet. Afskaffelse af originalitetskravet vil medføre, at også køretøjer ældre end 35 år, der er ombygget eller sat i stand med fx nyere uoriginale dele, vil skulle beskattes efter de lempelige afgiftsregler for veterankøretøjer. En afskaffelse af originalitetskravet vil forenkle reglerne betydeligt for borgerne og give flere mulighed for at reparere deres ældre biler uden at komme i konflikt med afgiftsreglerne".
Ingen CO2-tillæg, men højere afgiftsgrundlag
Foruden afskaffelsen af originalitetskravet skal veterankøretøjer ifølge den nye aftale også friholdes for CO2-tillæg og bundfradrag.
Men for at finansiere ændringerne bliver afgiftsgrundlaget hævet fra 40 til 75 procent. Dermed skal der betales mere i afgift for de dyreste og nyeste veterankøretøjer end for de billigste og ældste.
Ifølge den nye aftale kommer det dog ikke til at betyde gennemsnitlige afgiftsforhøjelser:
"Desuden foreslås det, at veteranbilerne friholdes for CO2-tillæg og bundfradrag mv., hvormed de alene skal betale registreringsafgift. Dette kan delvist finansieres ved en omlægning, hvor det lempelige loft for registreringsafgiften for veterankøretøjer hæves fra 40 pct. til 75 pct. Forslaget skønnes at indebære et mindre provenu på ca. 5 mio. kr. årligt, og vil ikke indebære afgiftsforhøjelser for veteranbilerne i gennemsnit".