Hvordan genvinder man en MotoGP-kørers tillid, når dækkene ikke lever op til forventningerne? Og hvordan omsætter man kørerens fornemmelser og feedback til gummi, der kan præstere på grænsen? Det er nogle af spørgsmålene i YouTube-serien ”Racing on Trust – A Decade of Michelin in MotoGP”, hvor den franske dækproducent ser tilbage på sin tid som dækleverandør siden comebacket i 2016.
Serien på seks afsnit udgives i anledning af, at Michelin efter 2026-sæsonen siger farvel til MotoGP, og den tager seerne med bag kulisserne gennem både sportslige højdepunkter og de problemer, der har udfordret samarbejdet mellem dækproducenten, kørerne og deres teams det seneste årti.
Stjernespækket indhold
I alt medvirker 25 personer fra og omkring VM-feltet med de største stjerner som Valentino Rossi, der fortæller om karrierens sidste kapitel, og Marc Márquez der fortæller om sin ulykke og den lange vej tilbage til toppen. Derudover medvirker blandt andre Francesco Bagnaia, Jorge Martín og Fabio Quartararo sammen med teamchefer, journalister og Michelins egne teknikere, mens Johann Zarco tager seerne med bag sin sejr på Le Mans.