MC nyheder

Riders with Heart lukker

Den danske velgørenhedsorganisation Riders with Heart har meldt ud, at de lukker initiativet ned ved udgangen af i år grundet manglende overskud.

"Det er med tungt hjerte og dog med stolthed, at vi må melde ud at Riders With Heart lukker ned ved udgangen af i år. Men for at give et indblik i organisationens rejse og ikke mindst beslutning, starter vi ved begyndelsen." Sådan starter stifter og formand Kim Konstantin Sølbeck opslaget på Riders with Hearts Facebook-side, der i dag bekendtgjorde organisationens opløsning.

3.500 glade børn
Kim startede den velgørende organisation for fem et halvt år siden efter sin egen nyfødte søns sygdomsforløb med indlæggelse på Rigshospitalet, hvor han mødte adskillige børn og deres familier, som virkelig kæmpede med livet både fysisk og mentalt. Det blev startskuddet til et landsdækkende netværk af frivillige, der siden dengang har glædet mere end 3.500 børn og unge med motorcyklers hjælp.

Riders with Hearts formål var at glæde børn og unge med fysiske eller mentale udfordringer.

"Vores arrangementer er blevet bedre og antallet er steget til mellem 23-25 per år. Og antallet af børn som vi har glædet, er ligeledes steget og i de bedste år har vi glædet cirka 1.800 børn på en enkelt sæson. Men i foråret 2020 blev hele verden ramt af en pandemi (...) og det ramte vores organisation hårdere, end vi regnede med," fortsætter opslaget, der også beskriver, hvordan energien blandt de drivende frivillige​ kræfter simpelthen bare ikke var der længere.

En sidste hjælp
Overskuddet i organisationen, fra Formandsgruppen og Regionsformændene til Regionsudvalget og de mange frivillige, var drænet, og uden udsigt til fornyet kraftindskud, har de således truffet den svære beslutning at lukke organisationen ned. Riders with Heart forventes afviklet inden udgangen af i år, men inden da har de en sidste gave til udfordrede børn og unge.

MCTC har flere gange talt med Riders with Heart, senest til en artikel i Touring Nyt 6/2018.

Alt Riders with Hearts inventar; trailere, mc-udstyr og merchandise, doneres nemlig til gode formål som Julemærkehjem og Røde Kors, mens organisationens sidevognsmotorcykel sælges og tilføjes Donationspuljen, som også vil blive delt ud til snarligt offentliggjorte afdelinger og organisationer, der har samarbejdet med Riders With Heart gennem tiden.

Fokusér på det gode
Dermed bliver der sat et flot punktum for et smukt initiativ, der har bragt stor glæde til små mennesker, som ellers har haft for lidt at glæde sig over i livet. Og sådan ser Riders with Heart også selv på det: "Vi har gjort det super godt, (...) og vi vælger at slutte festen af med et brag, imens tingene stadig er gode," som Kim beskriver det, selvom ærgrelsen også lurer i baghovedet.

Herfra MCTC skal blot lyde et stort tak til hele organisationen for både deres store arbejde og for at vise, at der ikke behøver være langt fra tanke til handling, hvis man har et ønske om at gøre en forskel. I vil blive savnet!

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.