Af Christian Friis / 30-09-2025

Foto: BMW Motorrad

På den netop overståede IAA Mobility 2025-udstilling i München i Tyskland fremviste BMW Motorrad et interessant bud på fremtidens elektriske "tohjuler" til brug i byen.

Konceptet hedder "Vision CE", og som det trænede motorcykeløje måske kan se, baserer det sig blandt andet på den spøjse C1, som BMW introducerede for 25 år siden i 2000. Men konceptet bygger også videre på arven fra BMW's elektriske mc-scootere C Evolution (2014), CE 04 (2022) og CE 02 (2024). 

 

Det er dog først og fremmest på det omkransende "rullebur" og sikkerhedssele, at Vision CE skiller sig ud, og som gør det muligt at køre mc-scooteren uden hjelm og traditionel beskyttelsesbeklædning – præcis som tilfældet var med C1, der i øvrigt kun blev produceret i perioden 2000-2002.

Som noget nyt er Vision CE – modsat C1 – dog udstyret med el- og ikke benzinmotor (dengang i to udgaver på hhv. 125 og 175 kubik), ligesom køretøjet har fået en aktiv balanceringsfunktion. Dét betyder, at Vision CE kan balancere sig selv fuldt ud, når det holder stille. Smart!

BMW Motorrad melder på nuværende tidspunkt intet om, hvorvidt Vision CE skal blive til mere end bare et koncept. Men mon ikke vi får mere at vide, hvis "skønheden" rent faktisk kommer i produktion.

Læs også

bmw

BMW giver første glimt af den næste RR

bmw

Ny 1300-serie fra BMW

bmw

Galleri: 2-liters bokserkoncept