Vinales slutter Yamahas sejrstørke

Movistar Yamaha vendte tilbage til toppen af MotoGP-podiet efter 25 sejrsløse race, da Maverick Vinales vandt weekendens dramatiske MotoGP på Phillip Island.

Vinales fik ikke en drømmestart i søndagens Australske GP, da han røg fra anden startposition og ned på tiendepladsen allerede i det første hurtige højresving for enden af start/mållangsiden.

Med 21 omgange tilbage udspillede sig et drama, da Johann Zarco og Marc Marquez kolliderede. Zarco styrtede med over 300 km/t, og den nybagte verdensmesters Repsol Hondaen blev så beskadiget ved Zarcos påkørsel (under indbremsning til det førnævnte højresving), at Marquez også måtte udgå – men begge slap dog uskadt fra uheldet.

Vinales startede sit angreb op igennem feltet og tog føringen på 8. omgang. Yamaha-køreren kørte som på skinner. Temakollegaen Valentino Rossi ledede forfølgergruppen indtil Suzukis Andrea Iannone tog over. Herefter var det Alvaro Bautista på fabriks-Ducati og teamkollegaen Andrea Dovizioso, som var forrest i jagten på Vinales.

Men alle angreb blev afvist, og Vinales havde udbygget sin føring til fire sekunder på 21. omgang. Rossi faldt tilbage og Suzukis Alex Suzuki Rins snuppede femtepladsen fra The Doctor på sidste omgang. Rossi sluttede på sjettepladsen, men dog kun 5.132 sekund fra sin vindende teamkollega.

Med Vinales som vinder, Andrea Iannone på 2.pladsen, Andrea Dovizioso 3., Alvaro Bautista 4., Alex Rins 5. er Rossi nu på tredjepladsen i mesterskabet 15 point efter Dovizioso på andenpladsen. Vinales er avanceret til fjerdepladsen, og han er 15 point efter Rossi.

MotoGP er tilbage i action på Sepang International Circuit næste weekend ved Shell Malaysia Motorcycle Grand Prix, der afholdes fra 2. til 4. november.