"Et århundrede med passion". Sådan beskriver Ducati selv sit 100-årsjubilæum, som blandt andet fejres med en særudgave af World Ducati Week (WDW) på Misano-racerbanen 3.-5. juli 2026.
Programmet omfatter alt fra præsentation af nye produkter og møder med Ducati-ingeniører, designere og racerkørere til track-sessions og testkørsler og – måske allervigtigst – den traditionelle motorcykelparade, hvor Ducati-ejere i hobetal indtager racerbanen kørende som én lang slange.
Billetter til WDW 2026-eventet kan bookes online allerede nu via Ducatis officielle hjemmeside og fås som enten "Biker Pass" (deltagere med motorcykel) eller "Visitor Pass" (for passagagerer eller deltagere til fods) gældende for én eller alle tre dage. Der er en "Early Advantage"-periode med rabat frem til 25. marts, hvorefter normalpriser gælder.
Deltagere i WDW får også rabat på besøg på Ducatis fabrik og museum i Borgo Panigale, som vi bragte reportage fra i MCTC-magasinet #08 | 2025. Ducati blev i øvrigt grundlagt i 1926, men det var først i 1950, at virksomheden begyndte at producere motorcykler.