Af Christian Friis / 01-12-2025

Foto: Ducati

Semler Mobility Retail, der er en del af Semler Gruppen, har valgt at frasælge sine aktiviteter i Ducati Copenhagen i Gladsaxe til virksomheden R-MC ApS. Det fremgår af en nylig udsendt pressemeddelelse, hvor årsagen til salget ifølge Semler Mobility Retail bunder i, at man fremover vil fokusere mere på biler end motorcykler.

"Vi ønsker at fokusere vores indsats om bilforretningen, og timingen er derfor den rette til at overdrage aktiviteterne i Ducati Copenhagen. Med R-MC får Ducati kunderne en dedikeret partner med stærke ambitioner for brandet og en klar plan for at løfte kundeoplevelsen yderligere," siger Peter Persson, retaildirektør i Semler Mobility Retail med ansvar for Ducati, i pressemeddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen vil "alle medarbejdere i Ducati Copenhagen overgå til R-MC" og fortsætte "i deres stillinger under den nye ejer fra 2. februar 2026". Dermed skulle både den faglige ekspertise og de velkendte ansigter samt et mere strømlinet setup fortsat være at finde, når mc-forretningen slår dørene op i Roskilde i det nye år. "Overdragelsen sikrer en stærk fremtid for Ducati-forretningen. Alle medarbejdere fortsætter i deres nuværende roller, så kunderne kan fortsat se frem til de bedste løsninger og rådgivning," siger Peter Persson.

Nye rammer i Roskilde

Hos R-MC i Roskilde, der er nystartet anpartsselskab fra november 2025, glæder man sig til at "overtage aktiviteterne i Ducati og forstærke forretningen yderligere i nye rammer", som det blandt andet lyder i pressemeddelelsen: "Vi ser meget frem til samarbejdet og til at udvikle stærke rammer omkring Ducati i Roskilde. Vores ambition er at skabe en attraktiv oplevelse for både nye og eksisterende Ducati-kunder og løfte brandet yderligere i Danmark," siger Kenneth Kampmann, ejer og direktør i R-MC ApS.

Af pressemeddelelsen fremgår det slutteligt, at "Semler Mobility Import fortsætter som importør af Ducati i Danmark" og fortsat vil "understøtte brandets udvikling og markedspotentiale i tæt samarbejde med R-MC og deres øvrige forhandlerpartnere".

Læs også

Ducati får faststofbatteri

Ducati kaster sig over cross

Galleri: Ducati Panigale V4