Af Daniel Bohnsen / 06-03-2026

Foto: Ducati

Den første DesertX blev lanceret i 2021 og skilte sig fra starten ud med seriøst terrænfokus kombineret med tydeligt retroinspireret design. Nu er den klar i anden generation, og selvom den ligner sig selv, er stort set alt ændret under overfladen.

Splinterny vin på genkendelig flaske

Trods den genkendelige indpakning, er den nye model nemlig nyudviklet omkring Ducatis 890 kubik V2-motor, som vi kender fra blandt andre Multistrada V2. Den yder 110 hk og 92 Nm og benytter IVT variabel ventilstyring på indsugningen, hvilket giver en mere jævn momentkurve og bedre respons ved lave omdrejninger – og en markant anden motorkarakter end den gamle 937 kubik'er.

Chassiset er ligeledes nyt. DesertX anvender et monocoque-stel, hvor motoren indgår som en bærende del af konstruktionen. Samtidig har modellen fået opdateret affjedring fra KYB med længere vandring og progressiv linkaffjedring bagtil.

Forbedrede terrænegenskaber

Hjulene måler fortsat 21 tommer foran og 18 tommer bagpå, mens bremserne har Brembo M4.32 calipre. Elektronikpakken er baseret på en seksakset IMU og omfatter blandt andet traction control, wheelie control, kurve-ABS og flere forskellige køreprogrammer – herunder dedikerede indstillinger til offroad, der skulle være forbedret på den nye model.

Ergonomien er også justeret med smallere tank, ændret placering af sæde, styr og fodhvilere samt en ny 18-liters benzintank, som ifølge Ducati skal gøre det lettere at bevæge sig på motorcyklen under terrænkørsel. Afslutningsvis er her en ny 5" TFT-skærm og fuldt LED-lys fortil i en anelse mere kantet design end tidligere.

Den nye Ducati DesertX lander herhjemme i maj måned til priser fra 244.990 kr.

Læs også

Ducati fylder 100 år

Ducati Copenhagen flytter til Roskilde

Ducati får faststofbatteri