Fabrikker stopper mc-produktion

De seneste dage har flere og flere motorcykel- og bilfabrikker lukket ned for produktionen for at mindske spredningen af coronavirus blandt arbejderne. Her er dem vi kender til foreløbigt.

Pandemien Covid-19 er efterhånden ved at have indflydelse på stort set alle aspekter i vores liv, mens myndighederne verden over kæmper for at inddæmme smittespredningen. Det gælder naturligvis også mc-branchen, hvor både MotoGP- og WSBK-løb er blevet aflyst og udskudt i stribevis.

I takt med at især europæiske og amerikanske myndigheder beder virksomheder om at holde lukket og ansatte om at arbejde hjemmefra, har nedlukningen nu også spredt sig til produktionen af tohjulere, hvor flere fabrikker har taget omfattende tiltag for at holde afstand mellem de ansatte og i nogle tilfælde endda suspendere produktionen helt.

Europa hårdest ramt
Ligesom smitten startede lukningen af fabrikker i Kina, hvor både Honda og Suzuki allerede sidste måned pausede produktioner, hvoraf nogle dog er genoptaget. Honda har også lukket store dele af bilproduktionen i USA, ligesom tre amerikanske Harley-Davidson-fabrikker holder lukket foreløbigt til 29. marts.

Yamaha er blandt de seneste, der har stoppet motorcykelproduktionen på deres europæiske fabrikker.

Ellers er det dog mest i Europa, at så skrappe midler er taget i brug, hvor både Ducati, MV Agusta, Moto Morini lukkede i starten af ugen – Ducati frem til 25. marts. Yamaha har også lukket både deres franske og italienske fabrikker grundet sygdommen, og BMW's store Berlin-fabrik har netop offentliggjort at de stoppe produktionen fra nu til 19. april, foruden alle mærkets bilfabrikker.

Både KTM og Husqvarna planlægger desuden at stoppe motorcykelproduktionen fra 30. marts til 10. april, fordi de forventer, at deres vareleverancer fra firmaer der leverer reservedele på det tidspunkt begynder at svigte – eksempelvis er både Brembo og Pirelli henholdsvis helt lukket og på begrænset kapacitet. 

Toppen af isbjerget
Selvom de nuværende lukninger er skræmmende nok i sig selv, kan vi dog godt forvente at se endnu flere produktionsstop i motorcykelbranchen. Baseret på bilbranchen, hvor stort set al europæisk bilproduktion står stille, må det forventes, at flere motorcykelproducenter følger trop, enten på eget initiativ eller på baggrund af hastelovgivning fra europæiske myndigheder. Det ser vi også i andre dele af branchen, hvor de fleste motorcykelmuseer og -udstillinger er lukket ned, og arrangementer som Le Mans og Isle of Man TT er aflyst.

Indtil videre er meldingen fra de fleste mærker, at levering af motorcykler ikke vil blive påvirket, men det afhænger selvsagt af, hvor længe krisen varer – vi følger naturligvis sagen og bringer nyt, når vi har det.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.