Af Daniel Bohnsen / 12-11-2022

Lyder 230 hestekræfter til 166 kilo tørvægt som noget for dig? Hvad med aerodynamiske spoilere hentet direkte fra MotoGP, der på én gang giver markant øget downforce og mindre vindmodstand? Eller muligheden for at blive én af kun 100 ejere af den mest ekstreme RSV4 i historien? Det er hvad, Aprilias nye XTrenta-model tilbyder!

 

Racerkomponenter

Motoren er baseret på den normale RSV4's 1.100-kubiks V4'er, men har fået øget effekten ved hjælp af hævet kompression, SC-Project udstødning i titanium og kulfiber samt et nyt luftfilter i MotoGP-specifikation. Elektronikken er også hentet direkte fra racerverdenen, og transmissionen bruger PBR-kædehjul i titanium.

Den nederste spoiler, populært kaldet "skeen" i MotoGP, har aldrig været monteret på en motorcykel i offentlig handel før.

Öhlins-affjedring opsat af Aprilias MotoGP-ingeniører, Brembo GP4-MS monobloc bremsecalipre og Marchesini-fælge støbt i magnesium fuldender pakken, der er pakket ind i spoilere både for, bag og under kåben. Tilsæt 90'er inspireret lakering fra Aprilias første MotoGP-verdensmesterskab, og så er der garanti for at vende hoveder til den lokale trackday.

 

Begrænset produktion

De 100 eksemplarer af Aprilia RSV4 XTrenta forhandles udelukkende gennem Aprilia Racings hjemmeside her. Med cyklen følger et dækken og et tæppe, og købere kan selv få lov at komme på guidet tur til fabrikken i Noale og hente deres vidunder. Prisen er dog 372.000 kroner uden afgift. Og uden moms. Av.

Den nederste spoiler, populært kaldet "skeen" i MotoGP, har aldrig været monteret på en motorcykel i offentlig handel før.

Spoilere 'en masse'.

Læs også

Ny A2-racer fra Aprilia

Første fotos af ny Aprilia Tuareg

Aprilia Tuono V4 og RSV4 er klar til 2021