Af Christian Friis / 03-02-2026

Foto: Indian Motorcycle

I en pressemeddelelse udsendt 2. februar 2026 fortæller Indian Motorcycle, at Polaris nu har frasolgt hele mærket til ejendoms- og kapitalfonden Carolwood LP. Salgsaftalen blev allerede indgået i 2025, men er først nu officielt lukket, lyder meldingen.

"Aftalens lukning markerer begyndelsen på en dynamisk ny æra for det ikoniske amerikanske mærke som en fuldt uafhængig virksomhed, der udelukkende fokuserer på motorcykler," står der blandt i andet pressemeddelelsen. 

Samtidig med overtagelsen får Indian Motorcycle også ny ledelse, hvor administrerende direktør Mike Kennedy skal forsøge at løfte virksomheden videre i 2026 – som i øvrigt kan fejre 125-årsjubilæum i år.

"Det er en utrolig ære at tage roret hos Indian Motorcycle, når virksomheden fejrer sit 125-års jubilæum, styrket af en følelse af taknemmelighed og muligheder samt støtten og ambitionen fra et veludrustet og højt motiveret ejerteam," udtaler Mike Kennedy.

Mike Kennedy, som er lidt af en "motorcykelveteran", bliver ny administrerende direktør i Indian Motorcycle Company.

Produktionen fortsætter i USA

Carolwoods opkøbsaftale omfatter desuden cirka 900 medarbejdere, der nu overgår til at blive en del af det nye Indian Motorcycle Company. Ifølge pressemeddelelsen vil Indian Motorcycle "basere al produktion fra virksomhedens eksisterende faciliteter i Spirit Lake, Iowa og Monticello, Minnesota, mens virksomheden fortsætter sit industrielle design og teknologi samt produktudvikling fra sine eksisterende forsknings- og udviklingscentre i Burgdorf, Schweiz og Wyoming, Minnesota".

Salg, service og support til Indian Motorcycle-forhandlere og kunder vil ligeledes ifølge pressemeddelelsen fortsætte problemfrit under det nye ejerskab. Polaris købte selv Indian Motorcycle tilbage i 2011.

Læs også

Sportslig cruiser fra Indian

Ny Indian: Moderne amerikaner-touring

Chefen fylder 100 og fejres med tre nye modeller