Af Daniel Bohnsen / 13-11-2020

Alle mærker har fuld gang i deres 2021-lanceringer, og det gælder også Ducati, der denne uge har afholdt deres virtuelle modelpræsentation nummer to af fire. Den bød på opdateringer af Scrambler 800-serien og XDiavel-modellerne, der nu alle overholder Euro 5-kravene.

Scrambler-opdatering

Selvom alle Scrambler-modellerne får opdateret motoren, er der nogen, der byder på flere opdateringer end andre. Således fås Scrambler Icon nu i en rød farve, mens Desert Sled-modellen får nye detaljer og blå retrolakering med guldfælge. Den største Scrambler 800-nyhed er dog den nye sorte "Nightshift"-model, der har lavt café racer-styr, full throttle-bagende og nyt dobbeltsæde.

Ond, ondere

Tilsvarende sortlakerede modeller tilføjes til XDiavel-serien, og det endda i to forskellige versioner. XDiavel Dark bliver den nye "billigste" XDiavel, og den dyrker det simple med matsorte nuancer på både lak og mekaniske dele. XDiavel Black Star derimod kombinerer blanksort med matgrå og røde detaljer, og har derudover nye fælge og sæde. For alle XDiavel-modeller gælder det, at effekten er hævet med otte hestekræfter og et par newtonmeter i forbindelse med Euro 5-opdateringen.

Priser og lancering på de nye Scrambler 800- og XDiavel-modeller kendes endnu ikke, men vi opdaterer artiklen, så snart de foreligger.

Læs også

Énstamper tager 10.000 omdrejninger

Ducati med el-racer i MotoGP

Ducati sætter X ved Desert