Af Christian Friis / 27-06-2025

Foto: Motorstyrelsen

Hvis man for eksempel skal have nye nummerplader eller udleveret prøvemærker, kan det fra 1. juli 2025 ikke længere lade sig gøre ved Motorstyrelsens motorekspeditioner.

Motorstyrelsen har nemlig valgt at lukke sine fire motorekspeditioner i henholdsvis Høje Taastrup, Aarhus, Odense og Aalborg, som har sidste åbningsdag 30. juni 2025. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

"Vi oplever, at mange borgere og virksomheder ønsker at klare ansøgninger hjemmefra, og af den grund har vi haft fokus på at stille flere digitale selvbetjeningsløsninger til rådighed. Men det er vigtigt for os, at alle, også de ikke-digitale borgere, fortsat kan få den nødvendige hjælp ved vores servicetelefoner eller ved nummerpladeoperatørerne, så derfor vi vil løbende evaluere servicen på området," siger underdirektør Claus Holm i pressemeddelelsen.

 

Online-oversigt

Ifølge Motorstyrelsen kan både borgere og virksomheder fremover bruge styrelsens tast selv-løsninger og servicetelefon for at få hjælp. Hvis man skal have registreret køretøjer eller udleveret nummerplader/prøvemærker, skal man derimod forbi én af landets cirka 2.100 pladeoperatører, oplyser Motorstyrelsen.

Motorstyrelsens hjemmeside er der en oversigt over, hvordan borgere og virksomheder kan få hjælp, når motorekspeditionerne lukker.

 

En del af større plan

Motorstyrelsen har tidligere varslet, at motorekspeditionerne skulle lukke – senest i en pressemeddelelse i august 2024, hvor det blandt andet fremgik, at lukningerne sker i forbindelse med regeringens mål om at reducere antallet af ansatte i staten:

"Lukningen af de fysiske ekspeditioner sker for at opfylde regeringens mål om at reducere antallet af ansatte i staten med 1.000. Lukningen bidrager med 14 årsværk".

Af denne pressemeddelelse fremgik det også, at "de nuværende vejlednings- og sagsbehandlingsopgaver, som løses i ekspeditionerne, vil fortsat blive varetaget af Motorstyrelsen og vil senest ved udgangen af 2025 blive samlet i Aalborg".

Læs også

FEMA: Handelskrig omfatter også motorcykler

Ny praksis for sidemonteret nummerplade

Nyt år, nye afgifter