Fra årsskiftet kan nordjyderne se frem til en ny autoriseret Honda-forhandler og -værksted. Det oplyser Honda Motorcykler Danmark i en pressemeddelelse. I 2026 kommer Mørch Automobiler i Nørresundby nemlig også til at inkludere japanske motorcykler i sortimentet.
"Vi har længe haft lyst til at udvide med motorcykler, og Honda var et naturligt valg for os. Det er et stærkt brand med et bredt modelprogram og en høj kvalitet, som matcher vores måde at drive forretning på. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang," fortæller Christian Krogh, salgschef hos Mørch Automobiler, i pressemeddelelsen.
Samme begejstring er også at spore hos importøren, der anser samarbejdet for en vigtig brik i Hondas strategi om at stå stærkt i hele landet. "Nordjylland har altid haft mange dedikerede Honda-ejere, og derfor er vi utroligt glade for at kunne præsentere Mørch Automobiler som ny forhandler. De har både de fysiske rammer, de rigtige folk og en ægte passion for motorcykler. Kombinationen af erfaring fra bilbranchen og entusiasme for mc giver et fantastisk fundament for succes," siger Mads Hansen, salgschef for Honda Motorcykler Danmark.
Mørch Automobiler slår dørene op som Honda-forhandler og -værksted til januar 2026 på adressen Anders Mørchs Vej 3, 9400 Nørresundby.