Ny V4: Den ultimative Ducati

  • Ducati Superleggera V4 MCTC (1).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (6).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (8).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (11).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (9).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (10).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (7).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (5).jpg
  • Ducati Superleggera V4 MCTC (4).jpg

Den nye Superleggera V4 udgør det ypperste af Ducatis formåen, og kommer med et klart mål om at være en af de mest avancerede og ekstreme gadecykler i historien.

Forestil dig en motorcykel, der kan køre en omgang på Mugello på godt 1 minut og 52 sekunder, når den gennemsnitlige omgangstid ved seneste MotoGP-løb på banen var omkring 1 minut og 49 sekunder. En motorcykel, der vejer 159 kg tør og leverer 224 hestekræfter. Som bruger aerodynamiske vinger til at genere 50 kg downforce for at holde hjulene på jorden.

...og så forestil dig, at du helt lovligt kan køre ned i Netto på den.

Superleggera V4 er den eneste gadecykel, hvor alle vægtbærende dele af chassiset; stel, svingarm og hjul, er lavet af kompositmaterialer.

Vildeste Ducati nogensinde
Den nye Ducati Superleggera V4 rykker på mange områder ved grænserne for, hvad en gademotorcykel kan og skal. Eksempelvis er hele stellet inklusive svingarmen udført i kulfiber, hvilket alene sparer 6,7 kg i forhold til alu-stellet på Panigale V4 R, som modellen er baseret på. Titanium og magnesium er også flittigt brugt og hjælper til at holde vægten nede – faktisk helt nede på 152,2 kg tør, hvis man sætter den medfølgende baneudstødning fra Akrapovic på. 

Gør du det, og skifter motorcyklen i "track-mode", hæves effekten fra Desmosedici Stradale R-motoren til 234 hk, og så er kraft/vægt-forholdet pludselig 1,41 hk/kg i stedet for 1,54 hk/kg – og der kan vi ikke komme i tanke om en anden motorcykel, der kan følge med og samtidig indregistreres til offentlig vej.

De store "biplane" spoilere på hver side af kåben er inspireret af Ducatis MotoGP-racer fra 2016 og genererer 50 kg downforce ved 270 km/t.

Dele fra øverste hylde
Til at udnytte de mange kræfter fra den 998 kubik V4'er har Superleggera letvægtsaffjedring fra Öhlins med titaniumsfjedre og støddæmpere arvet fra MotoGP. Bremserne er det ypperste Brembo har at byde på; justérbare MCS Stylema R-calipre, der kun findes på Ducatien.

Svingarmen er forlænget i forhold til Panigale V4, hvilket skulle optimere Superleggera til banebrug. For selvom den må køre på vejen, er det banen den hører til på. TFT-skærmen er redesignet i MotoGP-stil med flere indstillelige køreprogrammer, der kan tilpasses specifikke racerbaner og vise både sektor- og omgangstider – som standard er Superleggera udstyret med kort over Laguna Seca, Mugello, Jerez, Sepang og Losail, men de kan skiftes efter ønske.

Den nye V4 er under to sekunder fra at matche superbike-raceren, der vandt det italienske mesterskab i 2019, på omgangstid på Mugello.

Ducati laver kun 500 Superleggera V4'ere, der alle bliver nummeret, og leveringen starter til juni. Prisen er 100.000 euro uden dansk afgift, og så kan man få lov til at betale ekstra for matchende Dainese-læderdragt og Arai-hjelm, samt muligheden for at prøve Ducatis MotoGP-racer på bane – sidstnævnte koster 20.000 euro oveni, og kun 30 købere bliver udvalgt.

Glemt kodeord?

Indtast dit medlemsnummer og tryk reset. Hvis du ikke har en e-mail adresse tilknyttet dit abonnement skal du ringe til MCTC på 86 11 62 00

Ændre dit kodeord

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet dit nuværende kodeord forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.