Af Daniel Bohnsen / 29-10-2026

Kawasakis trofaste Versys 650 bliver udsat for en knibtangsmanøvre fra egne rækker næste år, når både en mere adventure-fræk KLE 650 og en langt sportsligere Versys 900 gør den selskab i Kawasaki-modelprogrammet.

Overfladisk eventyr

KLE 650 bygger videre på konceptet fra sidste års nyhed KLE 500, altså en opret model med offroad-inspireret design. Rørgitterrammen er også videreudviklet fra 500'eren, mens motoren er en ny version af den velkendte 649 kubik rækketoer fra Kawasakis andre 650'ere. Med tilføjelsen af ride-by-wire, foruden ny både indsugning og udstødning, stiller KLE 650 dog med elektronisk fartpilot og quickshift i begge retninger (på SE-modellen) i modsætning til resten af 650-familien anno 2026.

Trods affjedring med lang vandring og 21" forhjul med egerfælge er offroad-elementet i KLE 650 dog primært visuelt. Kawasaki skriver selv, at modellen skiller sig ud i klassen for 600-800 kubik modeller med rallydesign og 21" hjul ved at prioritere langturskomfort (over terrænegenskaber, må forstås), mens daglig pendling også fremhæves. Hvordan det placerer den i forhold til den eksisterende Versys 650, bliver spændende at teste, når den lander herhjemme.

Trods billeder som dette er KLE 650 primært målrettet asfalt.

Versys 900 er en sportstourer af den nye skole med opret siddestilling.

Den sportsligste Versys

Hvor KLE 650 lokker med råt friluftslook, frister den nye Versys 900 med den fede 948 kubik rækkefirer fra Z 900 i et helt nyudvikling rørgitterstel, der skulle give sportslige, agile køreegenskaber. Hvis de 122 hestekræfter ikke gør det for dig alene, er den nye 900 også den første Versys med Kawasaki ARAS-system, der inkluderer blandt andet adaptiv fartpilot og blindvinkelsensorer, ligesom IMU-styrede assistentsystemer, quickshift og 5" TFT-skærm med integreret navigation (dog kun sving-til-sving) er standard.

Kawasaki Versys 900 kommer til at kunne fås med forskellige touring-pakker, så der kan tilføjes både sidetasker og topboks, tågelygter og varmehåndtag, mens både vindskærm og sæde er justerbart i højden. En spændende nyhed, der kommer til at udfylde et hul mellem Versys 650 og Versys 1100 i en klasse, hvor der potentielt er mange kunder – det bliver interessant, om den nye Kawasaki kan kapre nogle af dem i 2027.

Læs også

Ny Z 1100: Kawasakis muskel-naked er tilbage

Kawasaki opdaterer danskerdarling

Ninja og Versys vokser