I denne tid nærmest vrimler det med sager om vanvidskørsel, hvoraf mange enten allerede har været eller meget snart skal for retten.
Det sker på baggrund af de nye regler og skærpede straffe for vanvidskørsel, som trådte i kraft 31. marts i år. Og nu er der så for første gang faldet dom i en sag om vanvidskørsel, hvor ejerens køretøj – en motorcykel – også er blevet konfiskeret af politiet.
Ud fra de oplysninger MCTC har kendskab til, gør det samtidig en motorcykel til det første konfiskerede køretøj i forbindelse med de nye regler.
Goddag til fængsel – farvel til kørekort og motorcykel
Den konkrete sag blev afgjort ved retten i Holstebro mandag 7. juni, hvor en 44-årig mand fra Skjern blev idømt seks måneders fængsel og frakendt førerretten i 10 år for blandt andet i april at have kørt vanvidskørsel på sin motorcykel. Og som den første på landsplan fik han altså også konfiskeret sin motorcykel med henblik på bortauktion.
"I det store hele fulgte retten min påstand, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med, for det er et udtryk for, at der er tale om alvorlig kriminalitet," siger Malene Bruun Kristensen, anklagerfuldmægtig hos anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi til MCTC.
Midt- og Vestjyllands Politi påpeger samtidig, at det endnu ikke er afgjort, om den konfiskerede motorcykel rent faktisk ender på auktion.
"Hvorvidt den pågældende motorcykel skal bortauktioneres, er ikke afklaret endnu. Det beror altid på en konkret vurdering, om konfiskerede genstande kan sælges eller skal destrueres. Auktioner holdes løbende og annonceres på politi.dk," fortæller chefanklager Kåre Skjæveland fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi til MCTC, som har søgt aktindsigt i sagen.
Motorcykler i mediebilledet
Det er i det hele taget, som om motorcykler står for skud, når det gælder sager, der vedrører de nye regler og skærpede straffe for vanvidskørsel.
Således kunne vi fredag 21. maj som de første bringe en skelsættende nyhed her på mctc.dk: Ejer får sin beslaglagte motorcykel tilbage.
Dét kom frem, efter sagen havde været for retten i Roskilde, som ikke fandt, at "betingelserne for at foretage beslaglæggelse" var opfyldt.