MC nyheder

Forslag: Vejsidesyn af motorcykler i stedet for periodisk syn

Vejsidesyn af motorcykler skal træde i stedet for EU's krav om periodisk motorcykel-syn. Det fremgår af et udkast til et lovforslag, som Transportministeriet for nylig har sendt i høring.

Tilbage i september 2020 spurgte MCTC transportminister Benny Engelbrecht (S), hvad han ville gøre for at undgå periodisk syn af motorcykler i Danmark – et krav som EU's periodesynsdirektiv stiller til alle 28 medlemslande.

Dengang gav transportministeren følgende svar til MCTC: "Mit fokus som minister er i høj grad på færdselssikkerhed, herunder også i forhold til motorcykler. Jeg har derfor – med henblik på at tilvejebringe et grundlag for stillingtagen til spørgsmålet i medfør af periodesynsdirektivet inden 2022 – bedt Færdselsstyrelsen om en vurdering af de færdselssikkerhedsmæssige virkninger af, at motorcykler eventuelt også blev synet  løbende". Og nu lader det altså til, at Færdselsstyrelsens vurdering er klar.

For i et udkast til et lovforslag om ændring af synsloven, som for nylig er sendt i høring, vil transportministeren indføre såkaldt "vejsidesyn af motorcykler" i stedet for periodiske syn. "Det vurderes, at kontrol af motorcykler ved vejsiden i kombination med allerede gennemførte syn af motorcykler opfylder periodesynsdirektivets mulighed for at fastsætte alternativer til periodesynskrav uden at gå på kompromis med færdselssikkerheden" lyder det blandt andet i lovforslaget.

MCTC hilser forslag velkomment

Hos MCTC (Landsforeningen for motorcyklister) ser man positivt på, at transportministeren omsider har taget stilling til spørgsmålet, om hvordan Danmark stiller sig i forhold til periodisk syn af motorcykler. MCTC's holdning er da også, at det nye forslag er meget velkomment.

"MCTC støtter op om forslaget, der i stedet for at skære alle motorcykler over én kam, koncentrerer sig om de motorcykler, der er problemer med. Med forslaget kan vi undgå periodiske syn af motorcykler, hvilket der heller ikke er dokumentation for skulle højne færdselssikkerheden. Så vi bakker op om forslaget," siger MCTC's formand Lene Michelsen.

ringsfristen for udkastet til lovforslaget er sat til 11. august 2021, og herefter "forventes" transportministeren at fremsætte forslaget i Folketingssamlingen. MCTC følger udviklingen nøje og har allerede kontaktet transportminister Benny Engelbrecht for en kommentar.

Du kan læse hele udkastet til lovforslaget her (udløber 11. september 2021).

 

Har du glemt din adgangskode?

Indtast dit 7-cifrede medlemsnummer nedenfor og tryk ”Nulstil adgangskode”, så modtager du snarest en e-mail med en midlertidig adgangskode.

Hvis der ikke er tilknyttet en e-mailadresse til dit medlemskab – eller hvis du har glemt dit medlemsnummer – bedes du kontakte os på info@mctc.dk eller telefon 86 11 62 00, hvor vi sidder klar til at hjælpe dig.

Ændre din adgangskode

Hov, der skete en fejl!
Det kan skyldes, at du har indtastet din nuværende adgangskode forkert.
Prøv eventuelt igen eller kontakt MCTC.